NEFCO’s energibesparelsesprogram blev oprettet allerede i 1997. I finansieringsprogrammets indledende fase blev der bevilget gavemidler til kommunale energiprojekter, men i 2006 overgik selskabet til en ny praksis, hvorefter der er blevet bevilget subsidierede lån til effektivisering af energianvendelsen i kommunalt ejede bygninger i Rusland. Ukraines regering undertegnede i september i år en rammeaftale med NEFCO, hvilket nu gør det muligt at finansiere tilsvarende kommunale projekter også i Ukraine.
- Efterspørgslen efter disse lån i Ukraine har været relativt stor, idet den høje pris på naturgas har tvunget flere kommuner til at søge nye løsninger til reducering af deres energiomkostninger. Vi håber at kunne finansiere de første kommunale energiprojekter i Ukraine allerede til næste forår, siger Elisabet Paulig-Tönnes, der er ansvarlig for finansieringsprogrammet.
Omtrent 6 millioner euro er indtil nu blevet bevilget til energieffektivitetsprojekter inden for dette finansieringsprogram. NEFCO kan finansiere op til 90 procent eller højst 260.000 euro af investeringsomkostningerne. De midler, der frigøres via investeringen, anvendes til tilbagebetaling af lånet.
I praksis drejer disse projekter sig f.eks. om modernisering af fyringsanlæg, forbedret isolering af vinduer og døre samt f.eks. installering af radiatorer med termostat. NEFCO har i sine investeringer prioriteret projekter, der effektiviserer energiforbruget i skoler og daginstitutioner, på hospitaler samt i kommunalt ejede sportshaller. Det enkelte energibesparelsesprojekt i en russisk kommune kan give besparelser på op til to millioner rubler pr. år.
Den russiske præsident Dimitri Medvedev undertegnede for et par uger siden en ny lov, der forpligter russiske kommuner til at udfærdige planer til forøgelse af energieffektiviteten. Loven ventes at øge efterpørgslen efter finansiering af den art, som de af NEFCO bevilgede lån repræsenterer, i den kommunale sektor i Rusland.
Ifølge Det internationale Energiagentur IEA kunne Rusland opnå besparelser på op til 45 procent af sit energiforbrug ved at satse målrettet på energieffektivitet.
Det nordiske Miljøfinansieringsselskab NEFCO er en international finansieringsinstitution med hovedsæde i Helsingfors. NEFCO blev oprettet i 1990 af de nordiske lande med det formål at finansiere omkostningseffektive miljøprojekter i de nordiske nærområder. NEFCO forvalter fonde til værdi af i alt ca. 357 millioner euro. I fjor nedbragte NEFCO’s klimarelaterede projekter kuldioxidudslippene med omkring 1,5 millioner ton. www.nefco.org
Yderligere oplysninger fås hos:
Elisabet Paulig-Tönnes, Senior Manager, NEFCO, +358 50 3502 141
Mikael Sjövall, kommunikationschef, NEFCO, +358 50 3535 045






