front page | contact |
Nordic Environment Finance Corporation (NEFCO) er en international finansieringsinstitution, der blev oprettet i 1990 af de fem nordiske lande: Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige. NEFCO har frem til i dag finansieret en lang række miljøprojekter i central- og østeuropæiske lande, bl.a. Rusland, Hviderusland og Ukraine. NEFCO har sit hovedkvarter i Helsingfors, og organisationens aktiviteter er fokuseret på projekter, der fører til omkostningseffektive miljøfordele over hele regionen. NEFCO prioriterer projekter, der medfører lavere emissioner af klimagasser, forbedrer miljøsituationen i Østersøen eller fører til mindre udslip af toksiske forurenende stoffer.
NEFCO's portefølje omfatter i øjeblikket næsten 350 små og mellemstore projekter fordelt på forskellige sektorer som for eksempel: kemikalier, mineraler og metaller, fødevarer og mekanisk industri, landbrug, vandbehandling, kraftværker, kommunale tjenester, spildevandsbehandling, genopretning efter radioaktiv forurening, miljøforvaltning og fremstilling af miljøudstyr.
NEFCO opererer med en en række forskellige finansieringsredskaber, som tilvejebringer den nødvendige kapital til finansiering af projekterne. De vigtigste af disse er NEFCO's investeringsfond, Den Nordiske Miljøudviklingsfond, kulstoffonden Testing Ground Facility (TGF), NEFCO Carbon Fund (NeCF) og Barents Hot Spots Facility. NEFCO administrerer også fonde på vegne af andre parter, der stiller ressourcer til rådighed for miljøprojekter. Dette gælder blandt andet Europa-Kommissionen og de nordiske landes regeringer.
NEFCO-projekterne afvikles normalt i partnerskab med den virksomhed, der "ejer" projektet. Hovedvægten lægges på direkte investeringer fra for eksempel offentlig-private partnerskaber og offentlige forsyningsvirksomheder. Strukturen af alle projekter, der modtager støtte fra NEFCO, skal være kendetegnet af en fornuftig balance mellem risiko og udbytte for alle interessenter. Formålet er at opnå en retfærdig og gennemsigtig balance mellem struktureringen af investeringerne og de miljøgevinster, de medfører. Med udgangspunkt i den tilknyttede risiko søger NEFCO til enhver tid at tilbyde konkurrencedygtige betingelser.
Gennem sit netværk af partnerskaber supplerer NEFCO finansiering fra andre interessenter og finansieringsinstitutioner. NEFCO samarbejder ligeledes med bilaterale programmer for miljøbistand.